Forside    Galleri   Fangstrapporter    Fisketips   Teamet   Kontakt

 

Nærdistance spejler

Var på en kort overnatning i weekenden hvor jeg ankom til søen kl. 20 og havde på forhånd besluttet mig for at fiske en lille ”snaggy” plads hvor der kun var plads til at fiske ultranærdistance med 2 stænger. Så efter kort tid med klargøring blev foder og de 2 tackler placeret lige ude foran på skrænten ved egen bred. Da søen er temmelig klarvandet kunne jeg hurtigt se effekten af pellets, knuste boilies og hampefrø, da både skaller og pæne sudere hurtigt indtog pladsen efter jeg havde fodret. Fiskeriet foregik nærmest under stangtoppen og derfor brugte jeg både bagbly og havde linen forholdsvis slap så det ikke påvirkede fiskene på den trænge foderplads.

I løbet af aftenen ser jeg en del sudere være inde og spise af foderet, men der ligger stadig en godt portion boilies tilbage på bunden til karperne, da jeg smutter ned i soveposen ved 23 tiden. Først kl. 5 sker der noget og jeg vækkes af den venstre Delkim og spolen på hjulet som nu giver line i et hastigt tempo. Da jeg hæver stangen i en let opstramning på den korte line er jeg ikke i tvivl om at en god karpe har taget min boilie. Karpen fortsætter sit udløb ud i søen, men jeg får vendt fisken efter et jævnt pres. Fisken er dog alt andet en træt og giver en rigtig godt fight på kort line hvor jeg kan følge med i alle karpens bevægelser pga. det klare vand. Temmelig nervepirrende når man kan se det er en god fisk.

Endelig får jeg karpen i nettet og får vejet en flot højrygget spejlkarpe på 10,3 kg. Dejligt at få sådan en skønhed på land og efter at have taget et par hurtige selvfoto svømmer karpen igen rundt i det klare vand.

Ved 8 tiden er jeg igen på vej hjem ad i bilen og tilfreds med nattens resultat tænker jeg på hvornår jeg skal af sted til søen igen.

God sommer.

Brian