Forside    Galleri   Fangstrapporter    Fisketips   Teamet   Kontakt

 

Hårdt arbejde kan betale sig

Karpefiskeri kan være lunefuldt og nogle gange gøre en godt tosset. Det erkender jeg når jeg forklarer mig om karpefiskeri til andre uvidende.

Der bliver rystet godt på hovederne når jeg fortæller om flere nætter bag stængerne uden hug og det eneste man kæmper med er myg og andre kryb. Og at man fodrer i flere dage eller uger op til den dag man skal fiske kan jo også virke utroligt tåbeligt for andre end karpefiskere.

Disse tanker fløj igennem mit hoved, da jeg lå på min bedchair og kikkede udover en blank sø i midten af maj. En sø som var fodret op over et par uger. Dette var min tredje overnatning ved søen i år og som kun havde givet en mistet fisk. En mistet karpe som havde givet mig mere blod på tanden.

Jeg var tidligere ankommet til søen, hvor jeg hurtigt havde fået campet op og placeret fire takler på de udvalgte spots, som havde fået en god sjat foder den seneste tid. Derfor nøjedes jeg med at fodre med ca. 20-30 boilies pr. takel. 

Jeg så i løbet aftenen en enkelt fisk oppe at rulle, så der var karper i nærheden.

Jeg skulle dog vente til kl. 6.00 før stangen til højre gik af. Selvom jeg var hurtigt over stangen var fisken allerede godt inde i sivskoven. Jeg fik dog med et jævnt pres tvunget fisken tilbage og ud på det åbne vand. Taklet jeg fiskede med bestod blandt andet af et "hybrid lead clip" fra Korda. Dette clip gør det lettere for fisken at smide blyet under fighten, hvis den skulle snagge, og det virkede fuldt ud efter hensigten idag. Det manglende bly gjorde at fisken kom nemmere ud og jeg kunne efter en god fight lande en rigtig god spejlkarpe.

I første omgang skød jeg vægten på fisken til 12 kg, da den kom i nettet. Men jeg blev hurtigt klar over at den var væsentligt tungere da jeg skulle løfte nettet fri af vandet. Vægten viste hele 15,9 kg. Fantastisk fisk at få på land så tidligt på sæsonen. Efter en stribe selvfotos fik fisken lov til at komme tilbage i sit rette element og jeg kunne krybe i posen igen og få varmen.

Det blev desværre ikke til flere fisk, men jeg var oså godt tilfreds med den kæmpe jeg havede fået.

Karpen tog en 18 mm strawberry live system boilie fra CCMoore.  

 

Thight lines!

Martin