Forside    Galleri   Fangstrapporter    Fisketips   Teamet   Kontakt

 

Geddefiskeri part 2

På baggrund af vores seneste tur og de mange fisk, var det om at komme af sted igen. Det var lykkedes mig at finde et hul i arbejdskalenderen i starten af december og jeg tog derfor en fridag og fik en uge i forvejen planlagt det kommende sats.

Opskriften var den samme som sidst, som bestod i en let oppakning, med spinnestang, diverse endegrejer og en flydering.

Solen er netop stået op, da jeg ankommer til søen. Jeg får slæbt alt grejet ned til pladsen og kan snart efter begynde fiskeriet. Jeg starter med at fiske fra bredden og venter med at puste flyderingen op (hvilket senere vil vise sig at være en god disposition). Jeg vælger en nyindkøbt 25cm. 4 play wobler i farven pigment fejl, som agn for at få lidt lyse farve på og måske sortere nogle af de helt små gedder fra. Farven virker helt perfekt i modsætning til sorteringen. Allerede i først kast er der fisk. En lille pindegedde under kiloet, som hurtigt bliver efterfulgt af en mere i samme kaliber. 

Den næste gedde, som klapper tænder om wobleren er der lidt mere vægt bag. Jeg får den hurtigt fightet ind uden nogen særlig fight. Jeg skyder den til 4-5kg. men tænker at den lige skal en tur på vægten og måske have et hurtigt billede, inden den igen kan komme tilbage i vandet. Det kører bare og jeg har på dette tidspunkt ikke fisket meget mere end en halv time. Jeg løfter gedden fri af vandet i et gællegreb og da jeg skal til at fjerne krogen, spræller den, med det resultat at vi nu er tæt forbundet med en wobler og hver sin krog. Jeg får nemt fjernet krogen fra gedden og genudsat den. Men med mig går det dog ikke så nemt. Mine fingre er efterhånden godt kolde og ikke så fandens medgørlige og krogen sidder godt fast i min højre pegefinger. Der er derfor ikke andet at gøre end at pakke sammen og tage på skadestuen.  

Den såkaldte lette oppakning, bestående af wadders, flydering, afkrogningsmåtte, stang og hjul, en taske til grej og en ekstra taske til kamera, madpakke, tøj og diverse småting, er lige pludselig ikke så let når man har en wobler dinglende fra den ene hånd og skal have alt grejet i den anden og på skulderen. På samme måde er det heller ikke super nemt at tage noget af alt det meget tøj af, som man ellers lige har fået iført sig.

Men af sted på skadestuen kommer jeg og der er heldigvis ingen kø. Så 2 x bedøvelser i fingeren, en stivkrampe og lidt vold senere, er jeg igen separeret fra min nye og lidt for effektive wobler.

 

God jul og godt nytår

Morten