|
Keep it simple
En mørk skygge glider langsomt forbi, alt imens jeg er ved at rigge stangen til. Jeg har medbragt en let oppakning, bestående af en enkelt stang, som fiskes løsline. Solen står højt på himlen og jeg kigger ud over en lille vig, med helt blankt vandspejl. Jeg smider et par håndfulde toastbrød ud, i håb om at lokke flere sorte skygger nærmere. Der cruiser nu 3-4 karper rundt i den lille vig, uden at de dog viser den fjerneste interesse for brødet. Jeg sætter i stedet en regnorm på krogen, som jeg flere gange får placeret foran de trækkende karper, uden at de dog reagerer. 
Jeg vælger derfor en anden taktik og prøver et andet sted i den modsatte ende af søen. Her fodrer jeg en plads, hvor jeg tidligere har set fisk, op med et par håndfulde pellets. Efter ca. 10 min kommer den første karpe ind på pladsen, men forsvinder hurtigt igen. Der går yderlige 5 min. hvorefter den kommer tilbage, denne gang med følgeskab af 3 andre karper. De går hurtigt på foderet, men da jeg kegler rund med udhængende grene og grøde på krogen, giver det ingen fisk, som igen trækker ud på dybere vand. Da de kommer tilbage igen, er jeg helt klar og denne gang bliver ormen placeret præcist. Karperne dykker igen ned efter pelletsne og en af karperne samler samtidigt min orm op, hvilket belønnes med et kontant modhug. Karpen tager et meget langt udløb, ned langs den ene side. Jeg får den presset ud på åbent vand, hvor jeg har fuld kontrol over situationen. Her tager den flere udløb og jeg kan udtrætte den uden risiko for at den går i nogle af de mange snags. Karpen bliver sikkert landet og vejet til 9,5 kg . Ca. 2 timer efter jeg ankom til søen, kan jeg igen tage hjem, endnu en fangstoplevelse rigere. Det behøver ikke være så kompliceret.
Morten Sørensen
|