Frankrig 2009

De seneste års ture til Frankrig havde de seneste år været en succes så det var ved at være en selvfølgelighed med en Frankrigstur hvert år. Derfor skulle dette år ikke være en undtagelse. Vi (Kenneth, Christian Krintel, Brian og jeg) havde allerede i løbet af vinteren 08/09 bestilt pladser ved søen ”The Great Lake”, som navnet lyder er en stor sø som efter sigende skulle husere nogle store pragteksemplarer af karper. Det heller ikke være en af de letteste vande, men vi havde jo selvtilliden i orden fra de sidste ture til syden, så helt galt kunne det jo heller ikke gå.

Vi tog af sted i to fuldt læssede biler fredag aften og foran os ventede nu 12-13 timers kørsel.

Turen derned af gik det godt. Vi holdt kontakten med et medbragt sæt walkie talkier som blev brugt flittigt til at udveksle diverse tyske gloser og teorier til den kommende uges jagt på de smukke storkarper. Ingen vidste hvad der ventede os.

Da vi nåede ”The Great Lake” kunne vi tydeligt se hvordan de seneste ugers hedebølge havde påvirket vandstanden i søen negativt. Det var heller ikke just de mest opvækkende fangster der var sket den seneste uge.

Vi var i god tid ved søen og vi besluttede os derfor om at gå en tur omkring søen for at se om der kunne være tegn på fisk. Det tog sin tid at komme omkring hele søen, men der var ingen tvivl om hvor der var områder hvor fiskene opholdt sig. Vi skulle fiske i hold og vi lagde derfor en plan for hvor vi helst ville ligge når lodtrækningen mellem de forskellige fiskere skulle ligge.

Da klokken var 10 var alle fiskere samlet og der blev trukket lod. Vi fik ikke helt vores ønskeplads men vi var godt tilfreds når alt kom til alt. Kenneth og Christian fik en plads i den ene ende af søen hvor vi havde set en del aktivitet og vandet var uklart som om en del fisk havde rodet op i bunden.

Brian og jeg fik en plads i den modsatte ende af søen. Den var isoleret i en bugt, hvor der var meget vand hen til den næste hold fiskere. Det eneste ”men” der var ved denne plads var at det var spritklart vand vi fiskede i og vandstanden varierede mellem 0,5 – 3,5 m dybde med højtstående grøde. Så det blev spændende at se hvad det kunne kaste af sig.

Vi kørte strakt hen på de tildelte pladser og lagde vores strategier for fiskeriet samt slog lejr.

Brian og jeg valgte at hoppe i bådene for at se på bundforholdene i vores bugt. Vi brugte meget tid på at sætte de otte markører som taklerne skulle placeres ved, så vi kunne finde dem om natten. Grunden til det var den megen grøde på bunden, som var et fedt syn når man sejlede rundt, men skidt i forhold til at placere taklerne på. Det var typisk et små pletter af en 1 x 1 m vi fandt hvor der blev spredt en fodring bestående af friskrullede boilies, dåsemajs, fodermajs, pellets og lidt forfoder. Forfoderet blev primært brugt for at skabe aktivitet fra småfisk og evt. mindre karper.

Den første nat gik uden nogen form for aktivitet, lidt ærgerligt men ok idet vi var temmelig trætte oven på en lang køretur om natten samt en dag hvor alt skulle gøres klart til den kommende uges hektiske fiskeri. Vi skulle dog blive klogere…

Efter der var gået to nætter uden vi havde haft de mindste tegn på at fiskene havde vist interesse på vores foder begyndte vi at blive en smule bange for at vi gjorde noget galt eller at fiskene simpelthen ikke ville noget.

Vi kunne flere steder se vores foder ligge urørt på bunden efter at have ligget 10 timer i vandet hvilket ikke var helt opløftende. Efter anden nat forhørte vi os nogle englændere der lå i samme ende som Kenneth og Christian. De havde fanget en mindre stør og en spejlkarpe men ikke noget vildt. En anden engelsk lejr bestående af en far og søn som havde fisket en hel uge forinden med kun en enkelt karpe på land hev deres pløkker op og fandt en anden sø i komplekset.

Det sidste team ved søen var to Belgiere som fiskede søen for 15. gang. Ved første øjekast virkede det som nogle specielle typer, men de havde de to første nætter haft mindst en skrigende bidmelder hver nat, så noget måtte de kunne. Det viste sig at være to testfiskere fra ”Pro-Line baits” og de lå ved en pynt mellem Kenneth/Christian-lejren og vores lejr.

Efter tredje nat uden aktivitet, var frustrationen til at mærke og vi måtte nu gøre noget andet.

Belgierne havde igen haft en mat hvor de kunne posere med to-tre flotte spejlkarper og vi havde ikke haft det mindste tegn på fisk.

Vejret var imidlertid vendt fra hedebølge og en jævn vind til en hård vind med byger lige ind i vores lejr. Ikke det mest komfortable vejr, men måske kunne det ændre på aktiviteten i bugten.

Vi havde hele tiden fisket på flere af taklerne på 100 meters afstand, men da tiden var inde til at ændre på noget valgte vi at flytte 5 ud af 8 takler ud på mellem 150 og 200 m afstand.

Vi valgte at holde fast i vores foderstrategi men kun ændre vores tackelplaceringer.

Den 4. nat fik jeg et run på det fjerneste takel som lå på 1,5 m vand op mod en ø. Fisken satte sig selvfølgelig i grøden. Og kort efter var vi to karpefiskere der med fråde i mundvigen der hoppede i robåden for at trodse de høje bølger og ro imod fisk og eller grøde…

Turen ud i modvind og koldt vejr føltes som evigheder og da vi endelig nåede der hvor fisken skulle være kunne jeg mærke fiske rykke linen igennem de tykke klumper vandpest som bunden var dækket af.

Det lykkedes mig dog trods de dårlige ods at få fisken fri og fighte den stille og roligt i nettet.

Brian og ikke mindst mig selv var lettet over at fisken var en pænere eksemplar af en spejler der lå i nettet. Vægten viste 18,4 kg YESS!!!!

Resten af natten forblev bidmelderne tavse….

Vi havde nu kun 3 nætter tilbage og vi havde en fisk på kontoen…ikke godt.

Kenneth og Christian havde intet haft, men havde set nogle fisk markere sig i overfladen.

Belgierne blev ved med at fange 2-3 fisk pr. nat…..hvad var det de gjorde som vi ikke gjorde???

Vi begyndte nu at holde mere øje med dem og fandt ud af at de primært fangede fisk på en eller to af de pladser samtidig var deres tackel og deres fodringsteknik helt anderledes.

De fodrede med 30 – 40 boilies spredt rundt om tacklet i en radius af 10-15 m. Deres tackel var som vi kender det, men det blev forankret under en halvliters colaflaske betrukket med nylonsok, som herved holdt linen fra grøden ind mod fiskeren. En metode der gjorde det nemmere for dem at kroge fisken på den lange afstand.

Derefter valgte de at lade deres tackler ligge i mere end 24 timer før de tjekkede op på det. Vi kunne flere gange konstatere at der kunne gå helt op til 2 døgn før de deres tackler op igen.

Der var ingen tvivl om at de havde lært deres lektie med de 15 ture de havde haft til vandet.

De næste døgn ved søen gav os en lektie i karpefiskeriet alsidighed og at der skal tænkes på hver eneste sø som hver sin udfordring så fiskemetoden kan fintunes til den enkelte sø.

Rent resultatmæsigt fik vi yderligere tre fisk samt en mistet. 1 spejler på 15,1 kg samt 2 græskarper på 11,2 og 10,5 kg.

Kenneth fik en græsser, mens Christian måtte nøjes med synet af en kæmpe karpe passere under hans båd på vej ud med tacklet….frustrerende.

Belgierne fik omkring 20 fisk på den uge, hvilket gav os stof til eftertanke……

Selve Great Lake var en perle i sig selv. En sø jeg gerne vil bruge tid på igen, men en sø der ikke lige er til at gå til medmindre man rammer en af de helt vilde dage.

Der er ingen tvivl om at søen indeholder nogle af Frankrigs flotteste karper, hvilket mange af billeder derfra også afslører.

Martin Kofoed Led