|
Mallefiskeri i Spanien

I starten af Oktober var vi 3 mand som skulle af sted til Spanien for at fiske maller i det store flodsystem bestående af floderne Ebro og Segre som ligger cirka 250km nordvest for Barcelona. Det var 2 gæve sønderjyder Morten og Kenneth og så mig fra Carp-dreamteam. Vores flyvetur til Barcelona og den efterfølgende køretur i udlejningsbil til Mequinenza gik uden de store problemer. Og efter lidt over 2 en halv times kørsel var vi fremme ved byen Mequinenza hvor vi mødtes med vores guide Gary. Vi blev herefter indkvarteret i Gary’s egen lille trailer som han havde på sin private grund.
Efter en lille snak med Gary omkring de næste par dages fiskeri over et par kølige øl, gik turen herefter ned i byen for at få provianteret til de kommende dages fiskeri. Resten af aftenen hyggede vi os med lokal mad og et par øl sammen med Gary på den lokale bar inden vi gik i seng for at være friske til fiskeriet tidlig næste morgen.
De næste par dage er hårde at komme igennem, temperaturen er faldt meget og der er slet ikke gang i fiskeriet, udover et par enkelte karper vi fanger ved siden af mallefiskeriet. Der er en nedtrykt stemning i lejren og vi diskuterer meget hvad vi kan gør og om den plads vi har valgt overhovedet er den rigtige. Gary har ugen forinden vi ankom haft et stabilt fiskeri på netop denne plads vi fisker og vi beslutter at blive og give den et par dage endnu.
Endelig på tredje dagen får Kenneth et hug på en af mallestængerne, han tager den og giver et solidt modhug. Så er han i gang med en tung fight med en god fisk. Efter nogen tid sætter mallen sig desværre i nogle af de små træstubbe der er ude på bunden og Gary må i gummibåden for at prøve af få linen fri, da det virker til at være en god fisk. Gary får linen fri efter et par forsøg. Fisken kommer endelig nærmere og så sker det værste krogholdet ryger ikke mere end 5 meter fra land og så endda på frit vand. Vi blev godt nok lidt nedtrykte da det var turens første hug af malle og så mistede vi den.
Vi er nu nået til 4. dagens fiskeri og vi snakker meget om hvad vi skal gøre, men Gary taler varmt for at vi holder fast i den plads vi er begyndt på, da vi de sidste par dage har fodret med en ikke ubetydelig mængde pellets som skulle kunne få nogle trækkende fisk forbi.

Hen på aftenen får vi også et malle hug og det er nu Mortens tur til at mærke klingen flexe totalt. Det bliver en sej og tung fight med flere udløb og efter en rum tid er fisken klar til at blive landet. Vi får vejet Mortens malle til massive 65kg og 220cm lang. En rigtig flot fisk og en fornøjelse oven på de sidste par dages resultatløse fiskeri.
Efter at Morten har landet sin malle får vi lidt mere tiltro til fiskeriet og humøret er højt i lejren. Vi nyder et godt måltid mad og et par øl og snart sænker mørket sig over floden.
Klokken 23 er der så igen bud efter en af malle stængerne og jeg kaster mig nærmest over stangen og får solid kontakt til fisken. Dette stopper dog ikke mallen og en heftig fight begynder. Fisken tager flere virkelig seje udløb og selv om bremsen på hjulet næsten er blokket lykkedes det stadig mallen at tage mere end 30 meter line i første udløb. Det skal lige nævnes at fisken hugger cirka 150 meter ude, så nu er den altså ved at være langt væk for fiskepladsen hvor vi står. Og tankerne flyver igennem hovedet om hvordan vi får stoppet denne fisk.
Heldigvis får jeg vendt fisken efter noget tid og så begynder den seje kamp med at pumpe en rigtig god malle imod vores plads. Gary er samtidig ved at gøre klar med afkrogningsmåtte, sling og skivevægt for anden gang denne aften. Efter en hård gang pumpning hvor jeg er begyndt at kunne mærke mælkesyre i mine arme er fisken ved at være inde, og Gary står klar til at håndelande den. Da først hovedet kommer fri af det mudrede flodvand går det op for mig at det er en virkelig massiv malle jeg har fanget. Mortens var en stor malle, men vi kan hurtigt se at denne er noget større. Vi får vejet og målt den imponerende fisk. Et styk malle på 83kg og 238cm lang. Jeg er i den 7.himmel og takker vidst både malleguden, floden, og Gary for denne flotte fisk. Er simpelthen målløs over størrelsen på denne fisk. 
De efterfølgende dage går uden malle aktivitet og vi er nu nået til den sidste aften og Kenneth mangler stadig at få en malle på land. Kl. 21 får Kenneth endelig et hug hvor stangen krummer helt sammen i stangholderen. Endnu en malle er kroget og fighten er i fuld gang. Det er imponerende at står og se på en så ”lille” mand kæmpe mod et monster fra floden som er i samme vægtklasse som ham. Efter en sej fight får Gary et solidt greb i kæben på mallen og den bliver sikker trukket op på afkrogningsmåtten. Mallen vejer 52kg og er 200cm lang. En virkelig flot fisk til Kenneth. Vi nyder alle den efterfølgende fotosession og alle har fået malle på turen. Turen er reddet og humøret højt så vi beslutter at pakke sammen og tage ind til byen og få en velfortjent øl oven på en hård uge.
Den uge vi fiskede ved floden var fiskeriet meget svingende og det var ikke mange maller der blev landet rundt omkring ved floden. Så det var en lang og sej uge at sidde og kigge på stangtoppene ca. 16timer om dagen, men heldigvis betalte det hårde arbejde sig og vi fik alle 3 nogle gode oplevelser og flotte fisk på land. Alle 3 fisk var over gennemsnittet for den del af floden så vi var meget glade for dem vi fangede.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg vender tilbage til floderne Ebro og Segre for at prøve kræfter med disse flodkæmper endnu engang. Den følelse der løber igennem ens krop når man står med sådan en malle foran kameraet er ikke til at beskrive, det skal opleves!
God efterårssæson
Brian Simonsen
|